Voksmaleriets historie

 

                                              

 

Encaustikkens historie går helt tilbage til tiden før Kristi fødsel, hvor græske kunstnere mestrede denne kunst. Den romerske forfatter Plinius den Ældre, som omkom i ruinerne under Pompeji ved vulkanen Vesuvs udbrud år 79 e.Kr., har i sin ”Naturhistorie” beskrevet teknikken fra dengang. Selv om hans kendskab til det at male med voks ikke var så stort, så har han beskrevet de forskellige måder, som kunstnerne benyttede voksen på, når de malede enten portrætter, scener fra mytologien eller når de dekorerede marmor og terrakotta. Plinius skriver f.eks. om kunstmaleren Apelles, som var Alexander den Stores portrætmaler, at hans portrætter var så utrolige, at en ”pandetyder ” kunne aflæse, hvor mange år den portrætterede havde tilbage at leve i, eller hvor mange år vedkommende allerede havde levet.

Man brugte også encaustik teknikken til at dekorere elfenben, sandsynligvis for at lægge skygger eller farver påudskæringerne.

Grækerne har brugt voks til at præparere deres skibe, så disse blev vandtætte, og her opstod så ideen at tilsætte farvepigmenter til voksen, så den samtidig kunne bruges til at dekorere skibene med farver og figurer. Homer har beskrevet de voksmalede skibe, som grækerne brugte i slaget vedTroya.

De bedst kendte af alle encaustic arbejder i dag er mumieportrætterne fra Fayum-dalen i Ægypten. Efter Alexander den Stores erobring af Ægypten i 322 f.Kr. flyttede mange grækere hertil, og især til Fayum-dalen, og her lærte man ægypterne at bruge denne teknik til såvel ikoner sommumiebilleder.

Mange af disse billeder er heldigvis bevaret frem til vore dage og kan ses rundt om på de store museer i hele verden. På Louvre i Paris findes mange fine encausticbilleder. På Ny Carlsberg Glyptoteket kan man se nogle af disse billeder i den ægyptiske samling, og på Nationalmuseet hænger 2 meget smukke billeder af en mand og en kvinde i antiksamlingen værelse 318.

 

Læs mere om Encaustic Art i:

Kulturmagasinet ”Hellas Kultur” 1. årgang nr. 1. april 2000.

Politikens Kunstner Håndbog side 228 ff.